Jeg har ikke mødt kunstnere og kreative folk, der ikke er drevet af en indre ild. Som ikke er startet med en stor klarhed på, hvad de skulle og ville her i tilværelsen.

Jeg har heller ikke mødt nogen, der ikke er kommet i tvivl undervejs. Fordi det netop kræver så meget mod og standhaftighed at gå i mod strømmen, og fordi den skabende krafts vej ofte er ganske ensom.  At modigt åbne for den kreative ild i én, at turde gå veje ingen andre er gået før – det følges ofte af tvivlen. Er det jeg laver nu godt nok – er jeg god nok? Det er så let at lade tvivlen få magt, det er så let at begynde at lytte til stemmerne omkring en. Folk omkring en, der insistere på at formidle ens kunst på en bestemt måde, der ikke helt stemmer overenes med det man selv tænkte. Dårlige anmeldelser og feedback. Skriverier om at kunstnere sylter på samfundet. Støttesystemet der stiller krav til hvordan man skal arbejde.

De dygtigste bliver ”støtteafhængige” af offentlige kunstmidler, andre bliver afhængige af a-kassen. Begge dele kan risikere at underminere ens indre drivkraft og vejen til rigtig succes. Man farer vild i regler og ydre krav, får klumper i ketchupflasken – der er modstand og stagnation, hvor der burde være lethed og bevægelse.