Der sad jeg så alene på Cherai Beach i Kerela i Indien og følte helt ind i hver en knogle og hver en celle at jeg hørte til – ren bliss og samhørighed med naturen omkring mig. Afslutningen på en måned på Panchakarma, hvor alt havde handlet om mig og mit helbred. For første gang i mit voksne liv havde jeg tilladt mig at tage helt fri og kun tænke på mig selv. At jeg overhovedet var taget derned var resultatet af, at jeg havde lyttet til min intuition – en intens stemme, der sagde, at det her skulle jeg – på trods af at der var rigeligt travlt i min virksomhed (eller måske netop derfor) – og så det faktum at min mor hørte stemmen og tilbød at betale mit ophold.

En Panchakarma er en gammel indisk tradition for at tage en pause og give kroppen lov til at helbrede baseret på Ayuervediske principper. Ayerveda er gammel østlig læge tradition, som flere og flere i dag igen forstår betydningen af – det handler om at betragte kroppen som en helhed og se på helbredelse systemisk. Konkret betød det, at jeg i en måned bosatte mig på en lille klinik i Kerela (sydlige part af Indien) hos den gode doktor Ravi Mooss. Her var der ro og fred, palmer og køer udenfor og masser af tid indeni. Tid til yoga, meditation og læsning og tid til alverdens behandlinger. Masser af urteindtag for at rense kroppen kombineret med en variation af massagebehandlinger – altid udført synkront af to personer samtidigt. Mega sund vegetarisk kost, ingen alkohol, ingen rygning, ingen kaffe, ingen sukker. Kroppen får en chance – for mit vedkommende til at få smidt overflødigt fedt. Og jeg tabte mig og forstod også bedre, hvordan jeg har brugt spisning til at dulme mit urolige sind.

Og derfor sidder jeg der på stranden i solen i 30 graders behagelig varme, og føler at livet er med mig, at alt er godt. En ro og fred der er svært at finde i hverdagen. Jeg føler mig også klar, forbundet med mit liv og dets formål, fyldt af savn efter min mand – klar til at tage hjem til ham og til at fortsætte de spændende projekter jeg har sat i gang.

Og så vende jeg hjem…

Hjem til snestorm og minusgrader, hjem til alle forventningerne (mest af alt mine egne). Og før jeg får set mig om, ligger jeg i et sort hul på sofaen med netflix kørende. Jeg føler mig handicappet, ude af stand til at håndtere verden.

Og pludselig er der slet ingen af mine egne råd der virker. Jeg gider ikke positiv tænkning og ritualer. Det føles meningsløst at meditere. Kan ikke hive mig op til yoga eller en gåtur udenfor. Og jeg føler mig som en fiasko, fuld af banaliteter.

Virkeligheden ramte hårdt der. Jeg havde mødt forskellige udfordringer i ugen efter min hjemkomst. Hver for sig nok noget jeg normalt ville kunne håndtere eller som ville have fået mit normale “jeg” til at kæmpe lidt hårdere. Banken ville ikke låne mig penge til at investere i mit nye projekt. Folk aflyste aftaler eller viste mangel på hensyn. Blev overrumplet af alle de manglende svar på emails jeg havde sendt ud – og så kom der et dødsfald (på en skrøbelig 92-årig bekendt, der ikke burde slå mig helt ud). Jeg havde bare ikke længere den samme robusthed. Fordi jeg havde tilladt mig at være sårbar og tilstede, manglede jeg hår på brystet.

Faktum var et jeg var alene – alene om at drive en virksomhed, og det syntes pludselig uendeligt hårdt selv at skulle drive alting fremaf. Jeg magtede ikke at komme op i 5 gear – det gav ingen mening. Jeg var lige ved at give op overfor det hele. Men så begyndte jeg alligevel at tale. Og jeg begyndte at lede efter mening midt i det hele.

Og det gik op for mig at det handler om balance. Både den intense ro og den hektiske aktivitet er godt. Men intet af det kan holde i længden. Begge er en form for forførelse. Udfordringen er at få vores liv til at rumme begge dele – ikke at jeg ikke mange gange tidligere har arbejdet med dette. Og heller ikke at jeg har fundet en løsning. Men livet er en lang vej på at balancere dette – vores behov for egenomsorg/egoisme og vores behov for at være en del af et aktivt samfund/familie. Og måske er det også elementært (selvom det ikke føltes sådan i situationen), at når man først giver sig hen i sin indre sårbarhed er det svært overnight at omstille sig til den overskudsagtige effektive version af en selv.

Det gik også op for mig, at hvis jeg skal være en god coach og empatisk sætte mig ind i andres sorte stunder, er det nok meget sundt selv at være der engang i mellem. Det er jo det at jeg er et følelsesfuldt menneske, der kender bagsiden af medajlen, der gør mig god til det jeg gør. Mere end at jeg er hende den effektive igangsætter og netværker.

Og ja det er hårdt at være solo-entrepreneur og selv skulle skabe alting. Man savner et naturligt arbejdsfællesskab og en genkendelig hverdag at gå ind i ligegyldigt hvad humør man er i. Ved ikke hvordan ens økonomi ser ud. Og igen: det er den virkelighed alle kunstnere lever med hele livet, samtidig med at de vender vrangen ud af dem selv. Det er derfor det er så svært at sidde i en fast stilling og forstå, hvordan det er, at skulle hoppe fra job til job og hele tiden skulle sælge sig selv. Hvert et nej, hver en u-svaret email er ikke kun et objektivt afslag, det er en afvisning af dig. Som kunstner – og som coach – kræver det, at man både har blid følsomhed og hår på brystet. Og acceptere et liv uden sikkerhedsnet. Det er vel dybest set derfor jeg synes det er så vigtigt med mine mentorship for at være der på kunstnerens side.

Ja fordelene kender vi godt når det kører – man udlever sin passion, får lov at gøre det man synes er sjovest og har frihed til at være fleksibel og spontan.

Nu mangler jeg bare at komme tilbage dertil igen.