Ja, det ved jeg en del del mere om efter en uges Waves Festival i Vordingborg. Jeg var vært for Waves X-tra programmet og havde arrangeret to 2-dages seminarer – Et for festival ledere og et for de danske egnsteatre om at få international inspiration. Det var en uge med knald på – sådan en uge, hvor man efter føler sig fuldstændig energiladet og dødtræt på samme tid. Men her mødte jeg passion i mange former:

Passion er når man kaster sig vildt ind i en forestilling med inciterende indiske rytmer og et farveorgie, der efterlader en i meget kulørt tilstand smilende langt ind i sjælen …

Passion er kunstnere, der optræder og er fuldstændig i et med deres nu og her – og jeg er specielt fascineret af dem der optræder på gaden med al dens uforudsigelighed …

Passion er de utrættelig publikum i Vordingborg – der kommer igen og igen i stor mængder, som gladeligt lader sig opsluge og deltage i den mange forestillinger – også selvom man skal sidde på en forstørret bænk eller stå på hovedet i en sjov leg …

Passion er festivalledere, som Nullo Facchini her omgivet af europæiske kollegaer, folk der brænder for at vise os andre den bedste scenekunst, som rejser rundt i verden for at se rigtig mange forestillinger, mødes med kollegaer og er dybt engageret i deres festival, og hvordan den hele tiden kan blive bedre …

Passion er 7 belgiske børn, der bruger det meste af deres fritid på at rejse rundt i verden og optræde som fuldt professionelle performere, børn der rører dybt ved vores andres hjerter når de er på scenen som hjemløse børn.