Jeg har altid haft et tvivlsomt forhold til store institutioner. Er de effektive nok til at støtte et formål ud over dem selv og egen opretholdelse? Inden for min verden – støtter de kunsten og kunstnerne? Derfor fravalgte jeg tidligt at arbejde på de store teatre, og mit tilhørsforhold til Kulturstyrelsen blev kortvarigt.

Da jeg tog en diplomuddannelse i ledelse for 10 år siden skrev jeg speciale om netværksorganisering indenfor politiske partier stærkt inspireret af bla Lars Kolind og hans spagettiorganisationer. Fulgt op af Unboss bevægelsen. For jeg har haft lige så store problemer med min egen ledelsesrolle – eneste model da jeg voksede op var “led og fordel”, og når nu man faktisk elsker at arbejde sammen med folk, virker den ikke så hensigtsmæssigt.

Emnet har forfulgt mig, fordi jeg synes det er så sindssygt vigtigt, at vi kigger på nye veje indenfor organisationer og hvordan vi leder dem. Hvis vi skal have et bæredygtigt samfund fremover – og hvis vi skal skabe god kunst.

Jeg har også været stærkt optaget af den digitale udvikling og stødte for et par år siden på Don Tapscott, der med forskning i hvordan man klare sig i en digital verden, gav mig mine nye ledelsesidealer – at arbejde med en total åbenhed – med 4 guidelines jeg tester al virke op imod nu:
1) er der gennemsigtighed i alt
2) deles viden på en ærlig konkret  og måde
3) samarbejdes der
4) sker der empowerment – at læring overføres

Nu har mit arbejde med passiontesten lært mig nogle andre værdifulde grundsten. At skabe personlig klarhed og en klar intention giver ro i alle relationer. Og at teamarbejde er sjovt og utroligt effektivt:

Together
Everone
Achieves
Miracles

Og at være teamleder er at guide folk og støtte dem i at blive den bedste version af dem.

Så jeg dedikere mit virke til at lede teams med åbenhedsprincipper!